Hjælpen til dræbte og invaliderede soldaters efterladte og pårørende halter, men er ikke kun en militær opgave.
Vi må alle bidrage til at hjælpe de ramte familier med at komme på fode igen. 4. Maj Kollegierne kunne være forbillede.
Uddag af artiklen fra Berlingeske.dk
Der har været offentliggjort og trykt en hel del lægelige og psykologiske undersøgelser af vestlige krigsveteraner, allerede før Irakkrigene. Det drejede sig her om hjemkomne soldater, som gjorde tjeneste for NATO i Balkankrigene og – endnu tidligere – i de FN-ledede indsatser i Mellemøsten og Afrika.
I denne fase af vore militære engagementer var mandaterne temmelig vage med tilsvarende slet definerede taktiske mål. Selv om vi på Balkan skulle komme til at se en gradvis eskalering i form af tungere bevæbning samt panser- og flystøtte, var de militære opgaver her noget mindre »skarpe«, end hvad vi skulle komme til at se i Irak og især i Afghanistan.
Soldaterne var i begyndelsen kun bevæbnet med lette håndvåben, opgaverne ansås for nærmest politimæssige, i FN-lingo: »fredsbevarende«, og der var sjældent tale om egentlige kamphandlinger. Indsatsen blev fra FNs side skæmmet af håndskyhed, manglende opbakning og ledelse. Danskere, som var i Irak efter første Golfkrig, har refereret, at de selv måtte anskaffe sig rifler for at sætte sig i den respekt, som deres små pistoler ikke formåede at indgyde.
Spørgsmålene om eventuelle helbredsfølger for de afmønstrede soldater var i begyndelsen mest koncentrerede om mulige psykiske skader, vel nærmest betinget af fraværet af de fysiske. Psykiatere og snart også psykologer beskæftigede sig under og efter Golfkrigen og Balkankampagnen meget med det såkaldte posttraumatiske stresssyndrom (PTSD). Dets symptomer er talrige og mangeartede: søvnbesvær, mareridt, ukarakteristiske muskel- og ledsmerter, vægtforøgelse eller vægttab, natlige svedeture, humørsvingninger, svigtende hukommelse, svingende seksuallyst, pirrelighed og nedtrykthed.
Det oprindelige PTSD mentes at opstå, hvor en person har følt sig forsvarsløs, eventuelt i livsfare og ude af stand til at bringe sig ud af situationen eller forsvare sig på en konstruktiv måde. En lang række akutte belastninger har været foreslået som udløsere af syndromet, men især har krigens virkninger på den enkelte soldat været studeret, allerede fra den amerikanske borgerkrig i 1860erne og efter 1. Verdenskrig: (granatchok; langvarig beskydning; tortur; m.m.).
I en kortere periode lykkedes det herhjemme venstrefløjens patrioter, uden større held, at rette mistanken mod den kampvognsammunition, som blev brugt i Irak, og som indeholder »depleted uranium« – et metallisk spildprodukt fra reaktorer (strålingsmæssigt aktivitetsløst), som på grund af sin hårdhed fungerer godt som spids på panserbrydende granater. Men ingen kunne se forbindelsen, og der fandtes således ingen holdepunkter for fysiske eftervirkninger. Denne ammunitionstype havde i øvrigt heller ikke været anvendt på Balkan, hvorfra veteraner havde udvist de samme symptomer som de soldater, der havde været i Irak under Golfkrigen. En dansk undersøgelse af veteraner fra sidstnævnte krig har kunnet bidrage til, at mistanken om giftvirkninger har kunnet afvises.
Med den anderledes forbitrede og voldsomme magtudøvelse i Irak og Afghanistan nåede nu en ganske anden virkelighed de danske strande. Fra disse fjerne områder har vi nu gennem de senere år – med kaffekoppen i hånden foran fjernsynet – med fugtige øjne fulgt hjemkomsten af flere end 50 dræbte unge danske mænd og kvinder. Vore børn? Det kunne de have været. De var frivillige, de er døde, problemerne er vel løst nu, hvilke resterer egentlig? Og er disse problemer vores?
Ja, det er de. Der er de dræbtes familier – deres koner og børn. Og der er de 150-200 svært invaliderede unge, hvis arme og ben er sprængt væk af vejsidebomber, RPGer og 12,7 mm-maskinkanoner. Hvor mange der herudover har taget varig skade på sindet vides vel ikke. Feltpræster og Forsvarets psykologer anslår det imidlertid til at ligge omkring fem procent. Samtidig understreger de, at størsteparten af de udsendte soldater ved hjemkomsten er rimelig psykisk intakte og nogen endda styrkede. Det er alle disse og herudover deres børn, hvis fremtid vi må og skal hjælpe forældrene med at tage ansvar for.
Nu er det jo slet ikke sådan, at myndigheder og offentligheden herhjemme ikke interesserer sig for disse krigsskadede mennesker. Men det kan alligevel godt diskuteres, hvorvidt man i Danmark griber det rigtigt an, og om man mon har forstået at udnytte de muligheder, som allerede findes. Er der enighed om, hvorledes de pågældendes rehabilitering i bredeste forstand skal gribes an? Hvad rehabilitering for disse unge familier egentlig burde omfatte? Der vises megen og oprigtig god vilje fra Forsvaret, fra politikere, fra sundhedsvæsenet og fra private institutioner. Men?
Kan vi ikke blot kopiere, hvad vore store legekammerater USA og UK – med deres langt større krigserfaring – gør for deres veteraner? Svaret er nej. I UK er disse soldater socialt marginaliserede på grund af landets anakronistiske struktur, som et benhårdt klassesamfund; af denne grund kan en national og folkelig solidaritet ikke påregnes. Opgaven overlades til militæret og de sociale institutioner. I USA er de sociale net sparsomt til stede, og det hele er overladt til den føderale organisation Veterans Administration. Der sørger man på mange måder udmærket for krigsskadede soldater, men bidrager tilsyneladende ikke i væsentlig grad til disses integration i dette store lands enkeltstaters højst varierede civile samfund og sociale netværk.
I Danmark kan nogle krigsskadede soldater fortsat arbejde i Forsvaret, men ikke med regulært soldaterarbejde, hvorfor man kan spørge sig selv: Hvordan passer denne her situation mon med netop disse unge mænds ambitioner? Lad os se det i øjnene: De bliver jo aldrig soldater igen; de bliver jo aldrig forfremmet; der er jo ingen karriéreudsigter overhovedet. Hvem kan beholde selvrespekten under disse omstændigheder? Hvad skal han fortælle sin kone, sine børn og sine venner om sit arbejde og sine forhåbninger?
Sammen med de andre hårdt sårede kammerater har de gennemgået den centraliserede postoperative genoptræning hos højt motiverede læger og andre terapeuter på f.eks. Rigshospitalets Traumecenter, hvor de har lært den optimale brug af deres »state of the art«-proteser og andre hjælpemidler. Vigtigt for deres fysiske rehabilitering har været kammeratskabet og personalets engagement og opmuntring. Herudfra har Forsvarets psykologer arbejdet med deres psykiske rehabilitering og forsøgt at forberede dem til det civile liv. Det samme har motiverede socialrådgivere og plejepersonale. Lettere sagt end gjort? Nogle få veteraner har brilleret i handicapidrætten og oplevet kortvarige TV-triumfer.
Vi bør huske, at de krigsskadede veteraner i resten af deres eget og deres familiers liv skal leve i den virkelige, civile verden med dennes muligheder og chancer for at kunne stræbe efter lykke og et bedre liv. Det bør de have en særlig støtte til udover den, det danske velfærdssystem kan give.
