Jackie Phillip & Co. Advokatfirma er – som led i frivilligt arbejde – repræsenteret som formand for bestyrelsen i foreningen Støt Soldater & Pårørende (SSOP).
Foreningen har til formål at yde økonomisk støtte til soldater, der er kommet til skade i tjeneste. Lige fra den unge soldat, der netop er startet i Forsvaret, til den ældste admiral, samt for kollegaer fra hjemmeværnet, som bidrager med støtte til internationale missioner. Herudover yder foreningen økonomisk støtte til den sårede eller afdøde soldats pårørende.
Der er rigtig mange, såvel private som prominente, der bakker op omkring foreningen, f. eks. donerede nedenstående:
- H.M. Dronning Margrethe 2. overskud fra sin fødselsdagskoncert til foreningen
- Uffe Ellemann-Jensen donerede Marianne-prisen i 2009 på kr. 10.000
- Jyllands-Postens Fond har doneret kr. 200.000
- Anders Fogh Rasmussen støtter sagen
- Smykkefirmaet Aagaard er nu oppe på samlet kr. 2,4 mio. i støtte, bare for at nævne nogle
Husk, hvis du køber et “FROM SOLDIER TO SOLDIER” armbånd, støtter du samtidig hermed foreningen med kr. 100.
Formandsskifte
Læs mere nedenfor om formandsskiftet, hvor advokat Jackie Phillip Bohnstedt-Michelsen på generalforsamlingen, den 7. maj 2011, blev valgt som formand for bestyrelsen.
På få år er Støt Soldater og Pårørende blevet en stor forening med mange overordnede og daglige udfordringer. Det har trukket store veksler på bestyrelsen og ikke mindst formandskabets arbejdskraft.
På baggrund af ovennævnte, har bestyrelsen besluttet at etablere en daglig ledelse, som professionelt skal tage sig af den stadig stigende mængde dagligdages opgaver. På den baggrund har foreningens ophavsmand og formand, René Dall Qvist Rasmussen, ønsket at koncentrere sig mere om den daglige ledelse af foreningen og i konsekvens heraf ønsker han at blive frigjort for de mange forpligtelser, som følger af formandsposten.
Efter forskellige drøftelser har bestyrelsen i enighed besluttet at indstille Advokat (L) – HD (O) Jackie Phillip Bohnstedt-Michelsen, København, som ny formand. Det er bestyrelsens opfattelse, at Advokat Jackie Phillip Bohnstedt-Michelsen vil kunne honorere de krav, som den fortsatte udvikling af foreningen stiller, samt bidrage til en professionalisering af bestyrelsens virke. Den nye formandskandidat driver, og er partner, i Jackie Phillip & Co. Advokatfirma, København, og han besidder den professionelle allround indsigt, som er nødvendig for foreningens fremtidige virke. Advokat Jackie Phillip Bohnstedt-Michelsen er Formand for eller professionelt medlem af en lang række bestyrelser i Danmark og udlandet.
Det er bestyrelsens opfattelse, at den påtænkte organisationsændring vil være en væsentlig styrkelse af foreningens arbejde.
Venlig hilsen
Støt Soldater & Pårørende
p.b.v
Rene D.Q. Rasmussen
Formand